• Madspildsorganisation gør klar til rekordefterspørgsel efter julemad

    Source: BDK Borsnyt / 18 Dec 2023 23:02:22   America/Chicago

    Julehjælpsorganisationer oplever i disse år at få rekordmange ansøgninger om hjælp til gaver, mad og hygge i julen. Det gælder også organisationen Stop Spild Lokalt, der hjælper økonomisk trængte personer og familier, mens den forsøger at mindske madspild. Stifter og direktør Rasmus Erichsen fortæller, at 60.000 mennesker sidste år hentede gratis overskudsmad i juledagene med hjælp fra organisationen og dens frivillige. - Vi har oplevet flere desperate mennesker, der ringer til os, og det er virkelig hårdt at tage telefonen for tiden. Så jeg forventer desværre, at vi kommer til at dele ud til endnu flere mennesker i år, siger han. Maden bliver uddelt med hjælp fra supermarkederne. Det er blandt andet kæder som Coop, Salling Group og Rema 1000, der donerer mad. I Coop har rekordmange butikker i år meldt sig til at donere overskudsmad til økonomisk trængte, og som den første fødevaregrossist har Dagrofa Foodservice indgået en aftale med Stop Spild Lokalt. Organisationen anslår, at ti procent af årets samlede madspild i Danmark sker i juledagene. Derfor vælger den for syvende år i træk at arrangere uddelingen op mod jul. - Jeg er af den generelle opfattelse at alle fortjener en god jul. Man skal ikke have ondt i maven over, om man kan få mad på bordet. Det er simpelthen en menneskeret, siger Rasmus Erichsen. Efterspørgslen er kun gået en vej i organisationens levetid. I 2018 blev der delt 260 ton mad ud til 30.000 danskere. Sidste år var det 790 ton til 60.000 mennesker. - Vi oplever, at der kommer flere og flere mennesker, som har behov for maden. Der er flere, der kontakter os og virkelig ikke ved, hvad de skal gøre, siger Rasmus Erichsen. Men på den positive side fremhæver han, at det er blevet en juletradition for mange supermarkeder at donere maden. I år deles der ud mere end 65 steder i Danmark. Et af stederne er blandt andet fodboldstadionet Parken i København, hvor koncerndirektøren i Coop og salgsdirektøren i Dagrofa Foodservice deltager som frivillige uddelere. Det er ikke kun Stop Spild Lokalt, der har mærket en større efterspørgsel på hjælp i juletiden. Også hos Mødrehjælpen har der været en stigning. I år har Mødrehjælpen fået over 24.000 ansøgninger til julehjælp, hvilket er en stigning på 12 procent i forhold til sidste år. Samlet set er mindst 100.000 ansøgninger om julehjælp landet hos landets største juleorganisationer i år. 2022 var ellers rekordår for ansøgninger til julehjælp, hvor mindst 87.000 ansøgninger nåede ud til organisationerne, viser tal fra Fagbladet 3F. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/madspildsorganisation-goer-klar-til-rekordefterspoergsel-efter-julemad
Share on,